
HVEM ER JEG?
Det er jo i virkeligheden et af livets allerstørste spørgsmål. Bliver man nogensinde klar over det?
I de helt overordnede linjer, så er jeg født og opvokset i Strib. Jeg kommer ud af en arbejderfamilie, og er den første med både en studenterhue og uddannelse. Jeg er opvokset med at skulle noget større med mit liv. Mine forældre sagde altid "vi er ligeglade med, hvad du laver, bare du får en uddannelse".
Som sagt, så gjort. Jeg pakkede flyttekasserne og tog til Aarhus, boede der i to år, lærte en del mere om mig selv, pakkede kasserne igen og tog tilbage til trekantsområdet.
Her var jeg i 18 måneders praktik hos henholdsvis Fredericia Dagblad og Vejle Amts Folkeblad. Begge steder lærte jeg en masse fagligt omkring lokaljournalistik, som virkelig klædte mig på til de opgaver, der ventede forude. Jeg har skrevet lange portrætter, hurtige nyheder, politinoter og lange features. Jeg har interviewet en tidligere statsminister, jeg har sat en dagsorden og jeg har dækket et folketingsvalg lokalt, men vigtigst af alt, så har jeg talt med mennesker om ting, der bekymrer eller glæder dem, i deres lokalområde.
Jeg ser historier overalt, hvor jeg går, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med at fortælle en masse af disse i et kommende arbejde.
Jeg er stadig ikke 100 procent klar over, hvem jeg er. Men noget jeg dog er klar over, det er, at jeg er journalist, helt ind i hjertet.